I Serviceafdelingen hos Grundfos i Bjerringbro bliver der hver dag håndteret hundredvis af kundehenvendelser og serviceaftaler. Her har kontoreleven Karoline Andersen taget et skarpt blik på, hvordan afdelingen kan arbejde smartere – og udviklet en konkret løsning, der optimerer både datakvalitet, samarbejde og effektivitet.


For sin fagprøve “Dataoptimering” modtager Karoline Andersen DI - Dansk Industri og HK Privats fagprøvepris 2025 på 30.000 kroner, og samtidig bliver Grundfos DK A/S hædret med en plakette i sterlingsølv som bevis på, at virksomheden er Danmarks bedste lærested for kontoruddannelsens administrationsspeciale 2025.

- Når vi nu præmierer Karolines flotte fagprøve, er det også en præmiering af Grundfos som oplæringssted. For bag enhver dygtig lærling er der også en stærk oplæringsvirksomhed. For selvom det naturligvis er Karoline, der har skrevet fagprøven, opsummerer den jo alle de kompetencer, hun har tilegnet sig som elev hos Grundfos, siger Michael Boas Pedersen, chefkonsulent i DI.


Fra Excel-kaos til SharePoint-struktur gennem en fagprøve. Den vindende fagprøve tager udgangspunkt i en udfordring, Karoline Andersen selv havde observeret i Serviceafdelingen: De mange vedligeholdelsesaftaler var spredt ud i to store Excel-ark – ét for Øst og ét for Vest – og var ofte uensartede, langsomme at arbejde i og kilde til frustrationer.

Karoline Andersen satte sig for at undersøge, hvordan data kunne samles og struktureres bedre. Gennem observationer, interviews og analyser udviklede hun en SharePoint-baseret mockup, der samler al information i én brugervenlig platform. Resultatet er en løsning, hvor flere kan arbejde samtidigt, hvor data er valideret og opdateret, og hvor risikoen for fejl er reduceret markant.


- Karolines fagprøve er et stærkt eksempel på, hvordan man som elev kan komme ind i en virksomhed og tænke: ’Det må kunne gøres bedre’. Hun ser arbejdsgange, der ikke fungerer optimalt, og analyserer sig frem til, hvordan man kan ændre dem. Med Karolines fagprøve har ledelsen nu et godt fundament for at implementere nye løsninger, hvilket både vil komme kunder og ikke mindst kollegerne til gavn. Det er virkelig godt gået og uden tvivl en fagprøvepris værdigt, siger Gitte Geertsen, næstformand for HK Privat.

Hos Grundfos er glæden over prisen stor – både på Karolines og virksomhedens vegne.
- Vi er superstolte af at have Karoline som en del af vores team, og det er fuldt fortjent, at hun bliver hædret for sin gennemarbejdede og indsigtsfulde fagprøve. Den er ikke bare på et højt fagligt niveau. Den tager desuden udgangspunkt i en helt konkret problemstilling og har potentiale til at øge den interne effektivitet samt optimere vores forretning for serviceaftaler, siger Kent Gravergaard, Head of Service & Solutions, Grundfos i Danmark.

GRUNDFOS Elev Karoline Andersen Glad Vinder Af Fagprøvepris
Foto: Anni Norddahl
GRUNDFOS Elev Karoline Andersen Med Repræsentanter For DI HK Og Virksomhed
Foto: Anni Norddahl

Repræsentant for DI - Dansk Industri, Michael Boas Pedersen, Kent Gravergaard, Head of Service & Solutions, Grundfos Danmark med sølvplaketten, der signalerer at virksomheden har vundet prisen som Danmarks bedste lærested indenfor kontoruddannelsens administrationsspeciale. Vinder Karoline Andersen flankeret af næstformand i HK Privat Gitte Geertsen.